Opskrift: Kylling over bål

Vi er enormt stolte over at kunne sælge kyllinger fra Dalbakkegaard hos Madmarkedet.dk, men da vi pludselig havde dem i butikken opstod en del diskussion om, hvordan man bedst tilbereder sådan en kalorius. Der er mange muligheder, men vi besluttede at spørge vores fans på Facebook, hvad de mener er den helt optimale måde at gøre det på.

(Bemærk at vi engang hed Attmatr, men nu hedder Madmarkedet.dk - det er dog stadig os :))
 

kyllingekonkurrence


Der kom flere gode bud, men det bedste kom dog fra Yvonne, der skrev til os via e-mail:

Hej
Hermed får I den bedste kyllingeopskrift:

1-2 kyllinger renses, saltes ud og indvendigt og fyldes herefter helt op med grovhakkede friske krydderurter. F.eks. salvie, rosmarin, timian, persille,  oregano m.m. - lig også et par kvarte citroner i og evt et par gode klatter smør.

Sæt fuglene på pind, som vist på billedet og steg dem over gode, effektive gløder i ca 1 1/2 - 2 timer afhængigt af størrelse, temperatur og vejr.  Vendes jævnligt. Drys et par gange med salt og peber undervejs. De er færdige når låret let løsner sig fra kroppen og saften er klar.

I god tid inden bålet tændes ligges hele majs med blade på, i en balje vand og ca 1/2 time før kyllingerne er færdige ligges de på en rist eller direkte i gløderne. Vendes ofte. Spises ( - uden blade!)  til kyllingen med en klat smør og groft salt til.

Lav en fantastisk aromatisk sennep til kyllingen (helst i god tid = dagen før):

60 g gul sennepspulver
1dl Honning
1 spsk Eddike
1 tsk Anispulver
1 tak kanel
Røres grundigt sammen og trækker mindst 1 dag.

Kyllingerne bliver dryppende  saftige.

Denne ret spises ved bålet, hvor fedtede fingre og smeltende smør bare er en fornøjelse:

 

 

Kylling over bål

 


Hermed vores opfordring til at prøve en af vores lækre kyllinger efter Yvonnes opskrift. Det lyder ikke blot som lækker mad, men også som en god dag ude i naturen.

Tak til Yvonne for opskriften!

På vegne af Madmarkedet.dk

Kristian

 

 

Seneste indlæg:

Hampefrø